Rute til Ro – Amager Fælled
Lyt til Rute til Ro, alle poster
Læs teksterne til lydguiden Rute til Ro her
Mere om Rute til Ro
Vis alle
Find vej og se kort over ruten
Rutens hovedindgang finder du ca. 300 meter ind på den grønne cykelrute, som strækker sig mellem Artillerivej og Ørestads Boulevard.
Se oversigtskortet for hele ruten
Afstand fra offentlig transport: Islands Brygge Metro (800 m), DR Byens Metro (800 m), busholdepladsen ved Kigkurren (550 m).
Lydvandring på Rute til Ro
Lyt langs ruten
Du kan lytte til lydguiden og lade den guide dig på selve ruten, post for post, eller lytte til de enkelte poster, som det passer dig. Lydfilerne findes også som en samlet lydfil med alle posterne. Går du hele ruten, er det nemmest at lytte til den samlede lydguide, så skal du blot sætte lyden på pause mellem øvelserne. Den samlede lydguide varer cirka en time.
Find din egen rute eller lyt med hjemmefra
Den samlede lydguide er god, hvis du vil lytte med hjemmefra, fra bussen eller gå din egen rute et andet sted i naturen. Sidder du hjemme, vil du måske opdage, at du også kan opleve mere ro ved at sætte dig et uforstyrret sted, lukke øjnene, lytte med og forestille dig, at du er i naturen.
Hvad er Rute til Ro?
Rute til Ro er en invitation til at sætte farten ned for en stund og genfinde roen i din hverdag. Ruten er 1 km lang og leder dig igennem vild bynatur; vilde græsstier, skov, eng, mose, fælled, krat, lysåbne arealer og hemmelige naturrum. Her bor rådyr, hakkespætter og et væld af andre arter.
Mindful orientering
Ruten er bygget op som en mindful orienteringsrute. Mindful orientering er et nyt koncept, lavet så du selv kan opdage eller genopdage natur og ro på en enkel, anderledes og inspirerende måde. Til forskel fra det meste sport og aktivitet gælder det her om ikke at haste afsted, men bevæge dig langsomt, åbne op for dine sanser og lade din spontane opmærksomhed falde på det, som omgiver dig i nuet, og på det, du møder i naturen undervejs.
Poster
Gå på opdagelse, orienter dig i naturen via de 10 poster med mindfulness øvelser, som inviterer dig til at mærke, sanse og opleve naturen med åbenhed, nysgerrighed og opmærksomhed. Lyt til lydguiden for ekstra vejledning, hvis du ønsker det. Hver øvelse giver dig desuden mulighed for at øve dig i at møde både dig selv og naturen mere accepterende og mindre dømmende. Du kan ikke lave øvelserne forkert, og der er ingen rigtig eller forkert oplevelse.
Oplevelsen af ro er noget, du kan øve på Rute til Ro.
Oplevelsen af ro er hverken statisk eller garanteret, men er noget, du kan øve på Rute til Ro. Det kan kræve både tid og tålmodighed.
Husk at nyde naturen undervejs, og skru ned for ambitioner og krav til dig selv. Det er din tid og din Rute til Ro. Gør det til en god oplevelse for dig selv.
Ruten kan også benyttes til at øve naturtryghed . Når du har lært stierne at kende, vil du måske mærke, at du oplever en større tryghed og mere ro. Måske får du lyst til at udforske flere af Amager Fælleds mange smukke og spændende stier, og også andre steder i naturen, hvor du kan søge til, når du trænger til ro og natur.
Hvordan går jeg Rute til Ro?
Bevæg dig langsomt
Både mindfulness og tid i naturen bringer ro i vores nervesystem. Du inviteres til at gå langsomt gennem ruten. Jo langsommere du går, jo mere kontakt skaber du til dig selv og naturen omkring dig. Opdager du et særligt sted undervejs, så stop op, bliv lidt og bare vær. Mærk efter, når du vil fortsætte. Ruten er kun 1 km. Lydguiden varer en time.
Orienter dig via posterne
De ti poster med øvelser er invitationer til dig. Ønsker du at gøre øvelserne fra start til slut, kan det være en god idé at læse hele teksten igennem før, du begynder at udføre øvelsen. Måske læser du øvelsen et par gange, for derefter frit at vælge det sted, som kalder på dig, og hvor du vil tilbringe lidt tid til at øve dig. Du gør lige præcis det, du formår. Spring en øvelse over, hvis du føler for det, gå videre og nyd naturen. Posterne har også funktion som pejlemærker, så følg de grønne stolper for at finde vej. I starten og bunden af ruten er der et kort over ruten, som kan hjælpe dig at orientere dig.
Mere ro
Lidt som en motionsrute er Rute til Ro lavet for at kunne gentages. Her kan du træne din evne til at mærke ro, mens du både får frisk luft og inspiration til både krop og sind.
Variationsmulighederne i øvelserne og skiftet gennem årstiderne gør, at det er spændende at opleve ruten året rundt. Når du har gået ruten flere gange, vil blot overskrifterne og den udhævede tekst for hver øvelse kunne hjælpe dig på vej. Lav gerne øvelserne også andre steder i naturen. Når du kender øvelserne, kan du bruge dem, når du savner ro. Forsøg fx at forestille dig, at du er i naturen, og inviter til den ro, du har oplevet i naturen, når du får brug for en mental Rute til Ro i din hverdag.
Din oplevelse
På ruten vil du måske opleve, at der dukker en form for ubehag eller utålmodighed op. Det er helt almindeligt, og det sker ofte, når vi kommer i kontakt med vores krop og det, vi måske glemmer at mærke eller overhører i hverdagen. Forsøg så vidt som muligt at møde dig selv med accept og tålmodighed undervejs.
Husk at nyde stierne og naturen imellem posterne. Mærk, at du kan slippe hverdagen for en stund og blot være til stede uden nogen former for krav. Det her er din tid og din rute til ro. Så gør det til en god oplevelse for dig selv.
Mere om Rute til Ro
Baggrund
Øvelserne langs ruten er baseret på mindfulness og mindfulnessbaseret naturterapi. Øvelserne og principperne bagved kan med fordel benyttes andre steder i naturen. Så kom igen og øv dig, øv din naturtryghed og din bevidsthed, og nyd naturen og den tid, du sætter af til ro.
Bæredygtig rute
Stierne på ruten er sammensat af tilfældige trampestier, som er opstået over tid af folks og dyrs færden. Intet på ruten er anlagt, undtaget skiltningen.
Amager Fælled er fredet.
Pas godt på naturen
Amager Fælled er en naturpark. Den er mere vild og uforstyrret, og plejes anderledes end en almindelig bypark. Ruten ligger netop der, hvor naturen for det meste passer sig selv, så pas godt på naturen og dyrene, som lever her. Det er ikke tilladt at save grene af og tænde bål i området. Benyt naturparkens opsatte ildsteder til dette.
Der er ingen affaldskurve på ruten, så vær venlig at tage dit affald med dig. Benyt affaldskurven, som står udenfor hovedindgangen/udgangen på den grønne cykelrute, eller langs de andre primærstier.
Det er ikke tilladt at cykle på trampestierne i området. Hunde i snor er velkomne. Husk praktisk tøj og sko. God fornøjelse på ruten.