Om Ruter til ro i din by
Bagom Ruter til ro i din by
Vis alle
Hvorfor ro i bynaturen?
Det kan være svært at få tilstrækkelig ro i en travl hverdag. Men ro er noget, vi alle har behov for, også i en storby. I byen kan vi sjældent fjerne udefrakommende støj og uro, men vi kan gøre noget for at skabe ro i os selv med naturens hjælp. Selv små, daglige oplevelser af natur og ro, kan bidrage til bedre livskvalitet og trivsel.
I Ruter til ro, guides du til at skabe forbindelse til den natur, som er tilgængelig lige der, hvor du er i byen. Lyt til øvelserne, og skab dit eget rum eller ruter til ro, som du kan finde på din vej gennem byen. Det må gerne være sjovt og underfundigt at gå på opdagelse, eller genopdagelse, i din egen by med det formål at finde og skabe ro. Tænk det gerne som en leg.
Naturen beroliger hjerne og krop. Det er en god øvelse at lægge mærke til den natur, som findes i byen, og den natur du er omgivet af. Du er også natur, så pas godt på naturen!
Hvordan finder jeg ro i bynaturen?
Vælg mellem 10 øvelser i guiden. Hver øvelse inviterer dig til at finde en post, som du selv opsøger og udforsker. Tag et headset med til din mobil, og lyt til en eller flere øvelser, mens du bevæger dig ud i byen og bynaturen.
De 10 poster guider dig til at vandre på stien, tag pauser på bænken, udforske træet, se perspektivet fra bakken, træk vejret ved vandet, fundere over græsset, opdage dyrelivet, tjekke ind med vejret på himlen, være nær med plantelivet og opdage naturens og dine hemmelige rum. Vælg det, som passer bedst til dig.
Det kan være svært at være tålmodig og give sig tid til ro, når byen larmer omkring dig. Så tving endelig ikke dig selv til at sidde et sted, hvor du ikke føler dig komfortabel. Det er vigtigt, at du lytter til dig selv og dine grænser.
Oplevelsen af ro er hverken statisk eller garanteret, men er noget, du kan øve dig på, når du forbinder dig med naturen. Det kan kræve tålmodighed og gentagelse.
Hvor finder jeg ro i København?
Der følger ikke et kort med til guiden, men de 10 øvelser med 10 poster, viser dig vej: Stien, Bænken, Træet, Bakken, Vandet, Græsset, Dyrelivet, Himlen, Plantelivet og Hemmelige Rum.
Når du bevæger dig rundt i byen og i dit kvarter, kan du øve dig i at se, hvilke poster der findes her. Det kan være, du starter med at besøge eller genbesøge din lokale park. Lyt og mærk efter, om du kan forbinde en indre ro til den natur, som er tilgængelig der, hvor du er.
Lyt til en eller flere øvelser, og skab dit eget rum eller dine egne ruter til ro.
Hold fast i dine gode ruter til ro, som virker for dig. Men som alt andet, er også byen foranderlig, og i takt med, at byen ændrer sig, kan din oplevelse af ro også ændre sig. Benyt gerne lydguiden til at udforske nye parker, kirkegårde og grønne områder, hvor du normalt ikke kommer, og forsøg så, at lave øvelserne der.
Der er ikke noget rigtigt eller forkert sted eller måde at gøre øvelserne på. Du kan også vælge at lytte til øvelserne hjemme, eller på bussen, og se, om det kan inspirere dig til at komme ud i naturen på et andet tidspunkt, som passer dig bedre.
Gør det, som du er mest tilpas med, så det bliver til en god oplevelse.
Hvad er egentlig bynatur?
I Københavns Kommune er bynaturen en fælles betegnelse, der dækker over alle de levende væsener og vækster, som lever i byen. Bynaturen findes overalt i byen - i byens naturområder, søer og vandløb, havnen, parker, kirkegårde og i vores by-og gaderum. Byens rekreative funktioner, som fx legepladser, kunstgræsbaner, skaterbaner og cykelstier er ikke bynatur. Men bynaturen danner ofte ramme om og integreres med rekreative funktioner.
Selv blomsten mellem bolværk og brosten...
Om konceptet
Ruter til ro i din by er en alternativ form for naturformidling, hvor 10 udvalgte poster fra byens parker og rum, forbindes med afstressende, naturterapeutiske og mindfulnessbaserede øvelser i en lydguide. Når du lytter til øvelserne træner du din evne til at forbinde indre ro til den natur, som er tilgængelig der, hvor du er, midt i bynaturen, uanset bydel. Lydguiden er universel og kan benyttes andre steder i naturen eller i andre byer. Den kan også benyttes derhjemme eller i metroen, og fungere som inspiration til den, som ønsker at få mere ro i hverdagen.
Rute til Ro på Amager Fælled og Ruter til ro i din by, er bygget op på Mindful Orientering. Det er et koncept lavet til dig, som vil opdage eller genopdage natur og ro på en enkel, anderledes og inspirerende måde. Til forskel fra det meste sport gælder det her om ikke at haste afsted, men bevæge dig langsomt, åbne op for dine sanser, og lade din spontane opmærksomhed falde på det, som omgiver dig i nuet, og på det, du møder i naturen undervejs.
God fornøjelse!